torsdag den 28. februar 2013

Jeg har fået ny kaffepusher

En middelmådig, men glad kop kaffe, serveret i Italien
Jeg har fået en ny kaffepusher. http://www.øristeriet.dk/
Han laver en espresso der er mild, rund, nøddeagtig, og med så tilpas meget syre og frugt, at den bliver ved med at være interessant til sidste dråbe i koppen. Man kan bestille kaffe hos ham over nettet, dejlig nemt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en kæmpe kaffesnob. Faktisk er der flere der tror jeg kun er te-drikker, fordi jeg altid beder om te, hvis der er udsigt til at få serveret en kop dårlig eller middelmådig kaffe. Da jeg boede i Latinamerika for mange år siden, var kaffe en blandet fornøjelse. I indianerreservatet hvor jeg opholdt mig det meste af tiden, fik vi altid serveret kogekaffe i plastikkrus. Det var vand der var kogt med kaffe i en gryde over bål indtil det så tilpas mørkt ud. Så blev der tilsat uhyggelige mængder sukker, og når kaffegrumset var dalet til bunds i gryden, blev kaffen hældt i et plastikkrus af den hårde type. Dem som børn drikker af i institutionerne, når man er bange for, at de skal smadre et glas eller et rigtig krus. Den varme kaffe smagte af kaffe, bål, sukker og plastik. Det var ikke en dårlig oplevelse, det havde bare ikke noget med kaffe at gøre, men var mere en udefinerbar, varm drik. Nogle gange røg vi ind i en kaffeplantage og gik så rundt og smagte på de røde modne frugter. Vi tyggede kødet af frugterne og kom indtil den lille kaffebønne der lå i midten, det var dybt eksotisk. Mulighederne for at få en god kop kaffe i Danmark, er heldigvis eksploderet de sidste 10-15 år. I går var jeg et smut forbi http://www.greatcoffee.dk/ i Århus for at få mig en flat white, fedt sted, skøn kaffe og tilpas nørdet til min smag. Man er et øjeblik lidt i tvivl om man er i New York eller Århus, men det er jo bare dejligt. Ellers er Thomas Sigfreds kaffebarer http://www.sigfreds.dk/ et genialt dejligt sted, de kan også noget med kager og sandwich som ingen andre kan. Nu går jeg så og tygger lidt på en pose væsel-bæ kaffe jeg har købt da jeg var i Vietnam. Tror det lille dyr kun har gidet at æde robusta-bønner, for kaffen er simpelthen så bitter. Kan se man også er begyndt at sælge elefant-bæ kaffe, http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/01/27/164343.htm Det tror jeg så lige jeg springer over i første omgang, lortekaffe kan man altså få, så mange steder.

tirsdag den 26. februar 2013

Når smagsnørder mødes

I går sad jeg i møde i 3,5 time med Lisbeth Ankersen hos Innovaconsult og diskuterede smag. Lisbeth er uddannet kemiker og arbejder med sensorik, så hun sætter ord og teori på alt det vi andre går og arbejder med i praksis. Efter 3,5 time kedede jeg mig stadig ikke, men havde til gengæld indgået en aftale om mest muligt fremtidigt samarbejde. Tjek Innovaconsults hjemmeside her: http://www.innovaconsult.dk/

fredag den 22. februar 2013

Tag imod udfordringen - Spis fisk

Spis fisk





Hvis vi kan få 300 mennesker til at spise fisk 1 gang om dagen i en uge, så laver vi en lodtrækning og kommer og holder en fiskefest hos vinderen....så er I advaret....http://www.youtube.com/earthhour?x=%2Fchallenges%2F5012

Jul under fremmede himmelstrøg



Artikel fra Alt for damerne
 

Jul under fremmede himmelstrøg

Af: Anne Hjernøe
De sidste 7 år, har vi med stor fornøjelse sat os ind i et fly og er rejst hen hvor peberet gror, for at holde nytårsaften. Det er en skøn tid at rejse på, og meget svært at overbevise sig selv om, at der er grund til at blive hjemme, når man kan vågne op 1. januar, til sol og sommer, vejende palmer, kølige drinks og en rask svømmetur i havet. 
Julen har vi der imod været varsomme med at lave om på, mest på grund af vores datter Camille på 10 år. Hun syntes, at julen skal holdes i Danmark med masser af sne, familien samlet tæt omkring sig, med juletræ, andesteg og gaver.

Vidunderlige Vermont
For et par år siden, fik vi dog lokket hende med på de vilde vover og tilbragte julen sammen med gode venner på et skønt hotel i Vermont, nord for New York. Det var om muligt endnu mere julet end noget vi kunne have stampet op herhjemme. 
Kanetur i Vermont
Vi ankom, gennem et sneklædt landskab, til vores smukke hvide træhotel, hvor der selvfølgelig allerede var tændt op i alle pejsene og juletræerne var smukt pyntet. Ungernes medbragte julesokker blev hængt op, så Santa Claus ikke kunne undgå at se dem, og julekalenderne stillet frem, så de sidste låger kunne åbnes i god ro og orden. Juleaftensmorgen vågnede vi til høj sol og sprød sne, og efter en svømmetur og et dyp i den varme udendørs hottub, tog vi af sted i hestetrukket kane gennem det smukke landskab. Når man gør noget i Amerika, så gør man det grundigt. Hestene var pyntet med bjælder som smukt lavede underlægningsmusikken til julescenariet. Undervejs blev der gjort holdt ved et optændt bål hvor vi nød sneen og solen, mens vi ristede marshmellows og drak varm æblecider. 
 Børnene nussede med hestene, boltrede sig i munter leg, og alt var ren idyl. Om aftenen spiste vi en dejlig middag i restauranten og så var det på hovedet i seng, for dagen efter var det jo vores første, vaskeægte, amerikanske jul. Næste morgen var sokken over pejsen fyldt, børnene var glade og hotellet serverede en fantastisk julebrunch kl. 14.00 med helstegt kalkun og alt hvad ens julehjerte ellers kunne begære. Dagen rundede vi af med sneboldekamp, og der blev serveret varm kakao med mini marshmellows ved det store udendørs bålsted. 

Hotellets bålsted
2. juledag kørte vi til New York hvor vi tilbragte nogle dage med at gå på juleindkøb og på skøjtebanen ved The Rock, mere julet kunne det ikke blive. 


Skøjtetur ved The Rock
Så fløj vi til Costa Rica for at holde nytår, og for at se hvor meget af januar vi kunne undgå at holde i Danmark. Mens vi sad der, under palmerne med en kold piña colada i hånden, blev vi enige om at det måtte være muligt også at fejre jul på den måde. Så med grov bestikkelse og megen overtalelse, lykkedes det os at få overbevist vores datter om, at vi skulle prøve at holde jul i Argentina.

Huset der blev væk
Da beslutningen endelig var truffet var der kun én vej frem. Flybilletterne til Buenos Aires blev bestilt og rejsen begyndte så småt at tage form. Vi valgte at trække stikket i en hel måned. På den måde kunne vi nå at komme helt ned i gear, få os noget der mindede bare lidt om en hverdag, og samtidig få den argentinske kultur ind under huden.
Vi strøg direkte til Buenos Aires med et enkelt stop undervejs i Madrid. Nu skulle vi endelig prøve kræfter, med en tropisk jul, noget jeg ikke havde gjort siden jeg boede i Costa Rica 20 år tidligere. Vi havde lejet et skønt hus via internettet, eller rettere sagt. Vi troede, at vi havde lejet et hus. Et hus der lå super centralt og havde en lille pool i haven, til et kølende dyp på de lange varme dage. Men en uge før afrejse kunne vi pludselig ikke komme i kontakt med udlejeren, og så begyndte vi at blive lidt kolde om fødderne. Efter en masse mailen frem og tilbage, viste det sig at der ikke var noget hus, det var lejet ud til anden side, og vi måtte akut i gang med at støve nettet igennem for andre muligheder. Det blev til nogle lange nætter foran computeren, før vi fandt noget vi havde lyst til at bo i. De fleste huse og lejligheder var optaget, da afrejse tidspunktet nærmede sig hastigt.  Men pludselig var der hul igennem, og vi endte med et rigtig udmærket bytte. 

Poolen på taget af Hotel Sagardia Loft Osteria
Så vi slog os ned i en miniature lejlighed, på Hotel Sagardia Loft Osteria, i den meget charmerende bydel San Telmo, i Buenos Aires. Eller lejlighed er måske så meget sagt, men der var en lille stue med en sovesofa og noget der mindede om et køkken, dog uden andet køkkengrej end et par glas og tallerkener, men med et lille køleskab til at holde vores drikkevarer kolde. Et badeværelse var der sørme også blevet plads til og en sovehems til de voksne. Hotellets personale stod på pinde for os, på den der laid back latino måde der gjorde, at vi straks følte os fuldkommen hjemme. San Telmo er et gammelt kvarter med brosten i gaderne og smukke huse hvor bourgainvilleaen vælter udover murene. Der er fyldt med små fine restauranter og caféer, og proppet med antikvitetsforretninger hvor man kan gå på jagt efter alverdens sjove sager. Der er også et fint og stemningsfuldt torv hvor der spilles musik eller danses tango, og hvor der er marked et par gange om ugen. 

Tango i San Telmo
Et marked hvor man kan købe alt fra smykker til, hatte, maté bægre og de skønneste, gamle (tunge) siffonflasker i farvet glas, som kan være rigtig svære at holde sig fra, men pas på, jeg skal hilse og sige, at de kan give massiv overvægt i kufferten.

Siffonflasker
 Julefreden sænker sig
Lad det være sagt med det samme. Det er bare vildt svært at piske noget der minder den mindste smule om julestemning op, når man opholder sig i bagende sol og 35 graders varme. Især når man starter dagen, med en svømmetur i den lille pool på taget af hotellet, og runder den af med tango og mojito på torvet om aftenen, mens mørket sænker sig og stjernerne kommer frem.
For selv om argentinerne er katolikker og har været så rare at stille en julekrybbe og et par juletræer op hist og her, så bliver det mere en sjov gimmick end regulær julestemning. Men det er jo ikke ensbetydende med at man ikke kan have en hyggelig tid, og man kan altid selv pynte lidt op, og prøve at få bare lidt jul skubbet ind rundt omkring.
Så vi gik på jagt efter glitterstads i de nærmeste butikker, stillede kalenderlyset frem og ”lånte” en kæmpe vase med liljer og dunhammere udefra hallen, pyntede den og udnævnte den til juletræ. 

Vores juletræ
Vores julemiddag spiste vi i hotellets glimrende restaurant. På den måde var vi i vante omgivelser, omgivet af hotellets søde personale, folk som vi bestemt havde lyst til at ønske rigtig god jul. Samtidig var vi lige overfor en betagende smuk kirke der bød på stemningsfuld midnatsmesse, og tæt på vores senge når trætheden meldte sig. 

Da man spiser meget sent i Argentina, så valgte vi at lave lidt om på rækkefølgen af de faste traditioner. Derfor dansede vi kækt rundt om liljerne, sang julesange, spillede pakkeleg og delte gaver ud før middagen. Kl. 21.30 satte vi os ned i en helt tom restaurant og startede vores julemiddag med lidt bobler, fulgt godt på vej af dugfriske østers med citron og sort peber. Først en halv times tid senere dukkede de første argentinske familier op, der var vi færdige med de grillede rejer og så småt i gang med klipfisk i tomat, inden vi skulle videre til det legendariske, møre argentinske oksekød. Vi sluttede middagen med en kæmpe chokoladedessert et par timer senere, og trillede derefter et smut over på den anden side af gaden hvor der var midnatsmesse. Der slog vi os ned, lyttede til messen og lidt korsang, inden vi for alvor lod julefreden sænke sig. 

Midnatsmesse
Julebrunch i smukke omgivelser
Så oprandt 1. juledag, og for at få fejret julen så grundigt som muligt, havde vi bestilt bord til Brunch, på Buenos Aires fornemste hotel, Alvear Palace Hotel. Sammen med en masse andre mennesker fra hele verden, stimlede vi sammen om en buffet så omfattende, at man ikke havde skyggen af chance for at nå igennem bare halvdelen. Der var selvfølgelig alt hvad man kunne drømme om af juice, vin, champagne og varme drikke. Man kunne også forsyne sig med iskold vodka til sushien, kaviaren, østersene eller laksen hvis man syntes det passede bedre. Kage og dessert udvalget var større end i et konditori, og så var der bordet med charcuteri, salater, den helstegte, farserede kalkun, de store stege, isbaren med fantastisk is og så hende den søde der stod og bagte pandekager on demand. 

En tjener i rødt
Ville du have æg på den ene eller anden måde, stod tjenerne iklædt rødt, klar til at servicere dig, de sørgede også for at der konstant var fyldt op med friskbagt brød, smør og drikkevarer, samt at din tallerken forsvandt så snart du havde taget sidste bid. 
Der var en summen i luften af jul og fint pyntet op alle vegne. I de par timer det tog at kæmpe sig igennem brunchen, kunne man faktisk næsten forestille sig at gaderne ville være belagt med sne, når man stak næsen ud af de airconditionerede lokaler. Men nej. Den varme, argentinske sol var stadig sat op, så vi tullede mætte og glade ud i gaderne, for at finde vej hjem til vores kølende pool.

Juledage blandt vandfald og næsebjørne
Der er mange ting i livet jeg skal have sat flueben ved inden jeg dør. En af dem er synet af Iguazu vandfaldene. Så da juleaften var godt overstået, sprang vi på et fly og satte kursen mod Iguazu vandfaldene, for at fejre juledagene i smukke omgivelser. Vi flyttede ind på Loi Suites, et formidabelt dejligt hotel der lå langt ude i junglen. Hotellet består af flere bygninger forbundet med hængebroer, og så huser det både en udmærket restaurant og en helt fin café/bar. Vi havde bestilt en lille uges ophold på Loi Suites. Ikke fordi man behøver at bruge mere end en dag eller to på at se vandfaldene, men fordi der så, så fantastisk fredsfyldt og dejligt ud. 
Poolen hos Loi Suites
Vi havde ikke været på hotellet mere end en dag før vi var klar til at se på vandfald. Pakket ind i junglen ligger 270 vandfald i alle størrelser. Man kan se vandfaldene fra både den argentinske og den brasilianske side. Nogen siger, at man fra den brasilianske side ser på vandfaldene, mens man fra den argentinske side nærmest er i dem og går rundt mellem dem. Vi valgte den argentinske side, og sprang som noget af det første ombord i en kæmpemæssig motordrevet gummibåd, der sejlede lige ind i et af de helt store vandfald. Til lejligheden fik man udleveret en vandtæt pose til sine sko, tasker mv. og en redningsvest. Det er en underdrivelse at sige man blev våd. Man blev gennemblødt. Det var en fantastisk oplevelse at fornemme kraften fra vandet og den enorme brølen fra vandmasserne. 
På vej ind i vandfaldet
Vandet var iskoldt og der var en hylen og en skrigen, hver gang vi nærmede os faldene, for vi skulle jo ikke bare ind i vandmasserne en enkelt gang. Men har man god kontakt med sin indre drengerøv, er det en fantastisk oplevelse man bør unde sig selv. Og pyt med, at man går rundt i vådt tøj resten af dagen. For når man først er kommet til Iguazu, så er det en del af pakken. Vi gik rundt i nationalparken i 7-8 timer, for at se så mange vandfald som muligt. Der er lavet gangbroer så man nemt kan finde vej af små stisystemer, og man kan sågar kører rundt med et lille tog noget af vejen. Selv om der er mange andre turister ude i samme ærinde, virker det som om, at parken kan rumme alle disse mennesker, og det hele er lavet med hensyntagen til naturen. Da vi havde set os mætte i faldende vand, besluttede vi os for at tage hjem til hotellet igen. Men pludselig væltede det ud af junglen med næsebjørne i alle aldre og størrelser. Små nysgerrige, selskabelige pelsdyr der rumsterede rundt om fødderne på os i hobetal. 

Familien næsebjørn
Næsebjørnen har, siden jeg boede i Costa Rica, været et af mine yndlings dyr og pludselig var de alle vegne. Vi blev hængende hos dem længe, og pludselig forsvandt de tilbage i junglen hvor de kom fra, og vi var en kæmpe oplevelse rigere, og enige om at det var en dejlig, ekstra julegave der, der faldt ned i vores julesok.



En bid af Buenos Aires



Artikel fra Mad & Venner


En bid af Buenos Aires


Af: Anne Hjernøe

I gennem de sidste 33 dage, har jeg spist argentinsk oksekød mindst 1 gange om dagen. Utallige og ufattelige er de udskæringer og dele af koen, der er blevet kastet på grillen og smidt på min tallerken. De fleste af dem ”muy jugoso” altså meget saftige, med sprød og gylden fedtkant, og festlige grillstriber. Faktisk mindede de lidt om, hvordan jeg selv ser ud efter en måned i Argentinas strålende, ubarmhjertige sol.

Slagter
”Fordi jeg kan”
Brisler, tarme, flank, mørbrad, sirloin, tenderloin, t-bone, lever, pølser og blodpølser, både de bløde, blævrede og de mere faste med spidskommen, nødder og rosiner, er alt sammen blevet sat til livs i store mængder.  Mange gange uden andet tilbehør end lidt grillede grøntsager, stegte bananer eller en håndfuld salat. For det Argentinske køkken er langt hen ad vejen et kød-køkken ,og selv om det har hentet megen inspiration i flere af de sydeuropæiske køkkener, så er det ofte kødet der spiller hovedrollen, både på tallerkenerne og i argentinernes bevidsthed.
Det argentinske oksekød er da generelt også virkelig fremragende. På en lille lokal restaurant i San Telmo kvarteret, kom tjeneren svingende ud til os med en stor luns grillet kød på et fad. En luns som han hurtigt og effektivt skar i skiver med en SKE. Kød skåret med ske, ser vi normalt kun herhjemme når det har simret i timevis. Her kom det lige fra den store grill placeret ved indgangen til restauranten, hvor duften af grillet kød, konstant lokkede nye spisende til. Når man kan skære grillet kød med ske så har man en tydelig fornemmelse af, at dyrene i Argentina faktisk får lov til at hænge nogle uger før de bliver spist. En disciplin vi desværre ser alt, alt for sjældent herhjemme. Vi vidste selvfølgelig med det samme, hvorfor han skar kødet ud med ske. Men kunne alligevel ikke nære os for at spørge om hvorfor. Svaret var ”fordi jeg kan”.

Kombineret slagter & grønthandler
Chimichurri – en argentinsk hunderace?
I Argentina spiser man sent, faktisk meget sent. Både kl. 22.00 og 23.00 står folk i kø til 2. eller 3. seating på de bedste parillas i byen. Da vi landede i Buenos Aires var vi lidt hovedrystende over, at skulle sidde og slås med en bøf kl. 22.30 om aftenen. Men det tog os ca. 8 sekunder at komme ind i kampen. For Buenos Aires er en by der byder på mange eventyr, også udover de kulinariske. For inden man er færdige med at høre musik på torvet, med at drikke den bitre Maté nede på den lokale, med at besøge grøntmarkedet og de smukke museer, er klokken blevet mange. Og så skal man jo lige have et brusebad og en drink, og bestille en flybillet til Iguazu vandfaldene, se et hestevæddeløb, sejle ud og se en solnedgang i Tigre deltaet eller danse en tango. 
Iguazu
Så man rammer alligevel først restauranterne kl. 21.30, hvor der så går et kvarters tid før man får et menukort stukket i hånden og mindst en halv time før maden når bordet, og så er man faktisk ved at være sulten. Så tidspunktet passer faktisk fint, for ved 22 tiden er den værste varme ved at lette, og man føler sig parat til at klemme endnu 400 g bife de chorizo ned. Inden kødet ankommer, bliver bordet som regel invaderet af drikkevarer, brød og chimichurri. Og nej, chimichurri er faktisk ikke i familie med en Chihuahua, selv om det godt kunne lyde sådan. Chimichurri er en grøn, kold krydderurtesalsa som oftest bestående af persille, chiliflager, olie, hvidløg, eddike, salt. Der er også nogen der sparer på hvidløget og blander andre krydderurter i som koriander, timian, finthakkede laurbærblade, oregano mv. Salsaen er beregnet til at spise sammen med det grillede kød, men er også genial sammen med grillede fisk, grøntsager eller med brød når sulten gnaver og klokken nærmer sig sent. Jeg laver den oftest selv med rucola i stedet for krydderurter og gerne med masser af hvidløg, men her er det altså at kun fantasien der sætter grænser for, hvordan en chimichurri skal smage. 

Bagerbuddets cykel i Buenos Aires


Flydende guld
Selv om argentinerne er nogle kødhoveder, på den gode måde, så er de faktisk mindst ligeså gode til at lave dulce de leche. Har du endnu ikke prøvet den flydende, gyldne karamel så glæd dig over, at du har resten af livet til at finde på nye måde, at indtage det på. Dulce de leche er nemlig en ualmindelig vanedannende argentinsk specialitet laves af mælk og sukker der koges ind i 3 timer til det bliver til karamel.
Under endnu en skøn middag i ualmindeligt godt argentinsk selskab, faldt snakken på smukke fejltagelser. Her fortalte vores ven Diego, at dulce de leche selvfølgelig blev lavet ved en fejl. En argentiner der trængte til et glas varm, sødet mælk glemte alt om gryden på blusset, og kom tilbage 3 timer senere og fandt den skønneste karamelmasse. Om det er sandt ved jeg ikke, men summa summarum er, at du faktisk kan lave dulce de leche selv, helt fra bunden.
Men med hånden på mit kulinariske hjerte må jeg indrømme, at jeg ikke har afprøvet hans teori, for bare tanken om gryder der er brændt i stykker med klistret sukkermasse gør mig helt træt. Især når man nu ved, at man blot kan købe en dåse kondenseret mælk og så koge dåsen i 3-4 timer, så har man noget der ligner dulce de leche til forveksling. Eller man kan spare på gassen og smutte en tur i Irma som sælger Dulce de leche på glas. Har man først forelsket sig i den søde karamel så er der ikke grænse for hvad man kan bruge den til Argentinerne serverer Dulce de leche til morgenmad på lige fod med marmelade og smør. De kommer den i kager, i is og serverer den til pandekager, ja den dukker op alle vegne.  Vores sommerhit herhjemme har været at spise hindbær med fløde og dulce de leche, en kombination der får køkkengudinden til at blive blød i knæene, helt blød som dulce de leche.

Hindbær med dulce de leche


Restauranttips:
Besøg ikke Buenos Aires uden at lægge vejen forbi:
Patagonia Sur ligger i La Boca kvarteret i Buenos Aires. Et farvestrålende og malerisk kvarter hvor der danses tango i gaderne, mest for turisternes skyld. Det vrimler med besøgende fra hele verden, så man vader i ligestillede. Patagonia Sur er et smukt og køligt helle fra varmen i gaderne. Maden er inspireret af det sydeuropæiske køkken, men selvfølgelig med et argentinsk twist. Man skal bestille bord på forhånd, og man skal bestille deres menu, men så er man også sikret plads, god betjening samt fremragende vin og mad.

Restaurant Patagonia Sur


Las Cabras ligger i Palermo kvarteret
Las Cabras er en dybt charmerende restaurant fuld af liv og dejligt åbent køkken, hvor de griller alle udskæringer på dyret. Man sidder virkelig dårligt, på umage stole ved vakkelvorne borde, men betjeningen er effektiv, maden velsmagende og rustik. Man kan med fordel sætte sig udenfor, under de store smukke træer og kigge på de mange mennesker der står i kø og venter på bord.

Las Cabras


Restaurant Ølsen i Palermo kvarteret
Restaurant Ølsen serverer nordisk mad i meget smukke skandinavisk inspirerede rammer. Og ja, det er faktisk sjovt at spise nordisk mad i Argentina hvor råvarerne giver inspiration til andre retter end herhjemme. Og vil man ikke spise kan man slå sig ned i den fredfyldte have og drikke Ølsens skønne cocktails.

Chimmuchurri med stegte auberginer
Opskrifter:
Anne’s Chimmichurri med rucola
En stor håndfuld rucola
¾ dl koldpresset jomfruolivenolie
Er stort fed hvidløg
1-1 ½ spsk. æblecidereddike
Et drys chili
Et drys salt
Kom alle ingredienser i foodprocessoren og hak det til en rustik dip. Brug den til grillet kød, fisk eller grøntsager. Kom den på brød, over kogte nye kartofler, vend den i pasta eller dyp små sprøde, nyskrællede gulerødder i den.

Hjemmelavet  Dulce de leche af kondeseret mælk
1 dåse kondenseret mælk
En stor gryde
En hulens masse vand
Stil den stadig lukkede dåse ned i gryden og sæk den med rigeligt vand. Dåsen skal være dækket med vand hele tiden ellers går det galt. Kog dåsen i 3-4 timer alt efter hvor fast du vil have din dulce de leche. Lad dåsen køle godt af, før du åbner den. Spis dulce de leche på dit friskbagte brød kom det ind i sprødstegte pandekager, kom det i isen når du laver vaniljeis, eller gør det sommelet og enkelt, og spis dulce de leche med hindbær og kold piskefløde.


Kødcollage & patchworkbøffer



Klumme fra Mad & Venner


Kødcollage & patchworkbøffer


Af: Anne Hjernøe
Mens jeg skriver denne klumme, sidder Folketingets fødevareudvalg og diskuterer kødklister. Alene ordet i sig selv er skræmmende, og når man skriver kødklister i et Word dokument, vil ordbogen slet ikke acceptere det, men sætter en fed rød streg under. Vi forstår hinanden Word og jeg.

Diskussionen går lige nu på, om regeringen skal sige ja til at støtte et forslag fra EU-kommissionen om, at tillade brugen af kødklister til, at klistre ellers ubrugelige kødstykker sammen til bøffer og stege.
Tænk at det overhovedet skulle være nødvendigt at diskutere.

Enzymet thrombin, som man bruger til kødklister, findes naturligt i okse- og svineblod. Det betyder i følge Fødevarestyrelsen, at kødklister ikke umiddelbart er sundhedsskadeligt, hvilket selvfølgelig en væsentlig faktor.
Men jeg må alligevel indrømme, at jeg finder brugen af kødklister både uetisk og utiltalende.

Både fordi vi altid vil være i tvivl om kødets kvalitet, smag og beskaffenhed, men også fordi det, efter al sandsynlighed bliver muligt, at producerer noget meget billigt kød af udskæringer der ellers burde kasseres.
Billigt kød i køledisken resulterer desværre ofte i, at det endnu engang er de studerende, pensionisterne og de børnerige familier, der ender med at blive taberne. For det er jo ikke altid lige dem, der går ud og betaler i dyre domme for velhængt, økologisk limousinekvæg. De bliver som oftest nødt til at tænke over til hvad og hvor de lægger deres penge, og nu er det billige kød ikke bare billigt, det er også et puslespil holdt sammen af størknet svine- eller okseblod.

Jeg kan lige forestille mig hvordan det bliver at arbejde på et slagteri. Det bliver ren Jørgen Clevin. Alle slagtereleverne møder op om morgenen med en saks i lommen, og så går de i gang med at klippe og klistre. Alt det kød på bøffen der ser en smule suspekt ud klippes af og nye stykker klistres på, det bliver fast arbejde for de fingernemme.
Man kan blot håbe på, at hvis det bliver tilladt at lege med vores mad på den måde, så bliver det tydeligt anført på kødets emballage i supermarkedet og på restauranternes menukort.  

Hvor der på supermarkedets emballage nok blot vi stå ”kødklister” på et lillebitte klistermærke, så vil man på restauranternes menukort, måske i fremtiden kunne bestille retter som ”kødcollage” og ”patchworkbøf”.

I min familie har vi for længst skiftet næsten alt det røde kød ud med fisk, skaldyr og fjerkræ. Der er langt mellem stegene og bøfferne, og hvis kødklister kommer på listen over tilladte tilsætningsstoffer, ja så bliver der altså endnu længere.
I skrivende stund er det heldigvis endnu ikke tilladt at bruge kødklister, men alene det, at der er grund til at diskutere en eventuel tilladelse, syntes jeg er sørgelig.
Vi bevæger os ganske enkelt længere og længere bort fra en sund, naturlig og velsmagende kost, hvilket er en kedelig vej at gå.
For de fleste af os ved jo i bund og grund godt, at vi bliver hvad vi spiser, og jeg vil altså ikke være en kødcollage.