tirsdag den 26. august 2014

Sunde salater der mætter


Jeg har efterhånden skrevet en del koge/mad/bøger, og det er da heller ingen hemmelighed, at jeg nu er i gang med nr. 14, og har en deadline i starten af 2015. Temaet for bogen bliver noget sundt og grønt, med input af fisk og skaldyr, lidt kød, og et lille sødt punktum, som ikke er spor sundt, men fuld af velsmag.

I bogen kommer der også et kapitel med en masse gode salater, altså gode sunde, rustikke typer, der mætter godt. Vi kan nemlig se, på salget af min bog "Sunde salater", der udkom på Politikens forlag i starten af juni, at der er en kæmpe interesse for salater. Første oplag er for længst solgt ud, og vi er i gang med 2. oplag, og bogen, den ligger stadig på Bestsellerlisten hos Arnold Busck, hvilket jeg er super glad for. Så tusind tak til alle jer der har købt den. Jeg kan også se på instagram, at mange af jer har "tagget" de salater I har lavet fra bogen, og det er så dejligt at se, at den bliver brugt ude i køkkenerne.



Jeg elsker salater og spiser dem helst hver dag, gerne i forskellige varianter til alle dagens tre måltider. Men de skal mætte. Jeg bliver ikke mæt af en håndfuld blandede salater med lidt tomat og agurk. Der skal smæk på smagen i en salat, og den skal byde på en masse konsistens og knas. En salat skal også helst byde på en form for proteiner eller andet der mætter godt, og så skal den indeholde noget sødme, syre, noget bittert, umami og salt. Altså de 5 grundsmage skal sidde lige i skabet.

Dengang vi gik i gang med at lave bogen, beklagede mange af min fotografs mandlige venner sig over, at det var en pigebog. Men det var lige indtil de smagte salater med kød, fisk, skaldyr, bælgfrugter, perler, svampe og andet godt. Så gik det op, for selv de mest reaktionære mænd, at nej, salater kan godt være både sunde, fyldt med velsmag og mætte samtidig.

Her får I en af mine yndlings salater fra bogen, som passer godt til årstiden. Den er nemlig fyldt med æbler, nødder og kantareller. Kan du ikke få perlehøne, så prop en anden fugl i, om det er en undulat, en and eller en kylling, så smager salaten skønt alligevel. Den kræver lidt omsorg og tid i køkkenet, men så har du også en salat, der smager dejligt og som mætter, uden at du er slået hjem i ludo flere timer bagefter. Velbekomme og rigtig god fornøjelse.



Salat med perlehøne, æblemos, hasselnødder og kantareller

1 stort salathoved eller et fad med blandede salater
600 g perlehøne, fasan eller andet fjerkræ
100 g hasselnøddekerner
3 store madæbler
¾ dl lyst rørsukker
1 sjat vand
100 g kantareller
Koldpresset jomfruolivenolie
Smør
Frisk timian
Flagesalt
Friskkværnet sort peber

Skyl salaten og slyng den tør. Steg perlehønekødet i en blanding af olivenolie og smør på en pande, i 6-7 minutter, til det er gyldent og sprødt.

Kom hasselnødderne i ovnen ved 125 grader i 30-40 minutter, til de brune hinder løsner sig, og du kan gnubbe dem af. Varm 75 g smør i en kasserolle, til det bliver brunt (det må ikke brænde på). Lad vallen bundfælde sig og hæld det brunede smør på en pande. Steg hasselnøddekernerne forsigtigt heri i 3-4 minutter, lad dem blive i smørret og hold dem lune, ikke for varme.

Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær æblerne i både. Kom dem i en gryde med sukker og en sjat vand og kog det til mos, som holdes lun.

Rens kantarellerne og rist dem i smør og olie på panden, til de bliver let sprøde. Krydr med salt og peber og tilsæt lidt frisk timian det sidste minuts tid.

Det bedste er at tallerkenanrette salaten, så man får en tallerken med blandet salat, lun æblemos, perlehøne, ristede kantareller og lune hasselnødder med brunet smør. Drys med lidt frisk timian.


TIP Det er ikke nødvendigt med en dressing til salaten, da der kommer fedme og syre nok fra de andre ingredienser.


3 kommentarer:

  1. Kære Anne,

    din salatbog satte jeg sjovt nok lige på ønskesedlen forleden dag på bloggen, uhm.

    http://justlove2ndhandbyleneb.blogspot.dk/2014/08/fdselsdagsnsker.html

    Tak for sidst til bloggerevent i Torsdags, det var så hyggeligt at hilse på dig og være del i at lave nogle af de spændende kartoffelretter. Du kan læse det på bloggen nu.

    Uhm, den kartoffelkage, den må jeg prøve at bage af nogen af de kartofler jeg har fået med hjem. :0)

    Undulat - det lyder spændende! ;)

    Smil Lene :0)


    SvarSlet
  2. Hej Anne
    Super bog! Den er meget anvendelig. Glæder mig til den næste :-)

    SvarSlet
  3. Kære @annemad

    tak for sidst til økotræf i Århus, det var så hyggeligt at hilse på dig, og afprøve nogle af dine lækre kartoffelretter. har siden lavet den lækre citronkage med kartofler og blå birkes, og den er virkelig blevet et hit.

    Endelig har jeg fået din salatbog som længe har stået på ønskesedlen, og jeg er sikker på at din salat her gør sig rigtig godt med en undulat eller en af de århusianske havmåger der er så mange af! ;) tak for inspiration, glæder mig til, at komme igang med at bruge den.

    Smil Lene. :0)
    @justlove2ndhand
    http://justlove2ndhand.blogspot.dk/

    SvarSlet