tirsdag den 22. august 2017

Går du med en kogebog i maven -eller drømmen om en succesfuld mad-blog?


Hver 10'ende dansker drømmer om, at skrive en kogebog. 

En idé kan være, at starte med en blog, og på den måde skabe et navn, som forlagene får øje på.

Men hvordan gør man det, bedst muligt?

Har du lyst til at lære mere, få et godt netværk, samarbejde med ligesindede, og blive skarp på din idé?

Så har vi få pladser tilbage, på vores workshop i Marokko. 

Her skaber vi en uges forum, hvor du kan lære en masse om mad, opskrifter, food-styling, foto, brug af natuligt lys, blogging, stemningsbilleder og rejse-fotos.

Vi laver mad i vores udendørskøkken på taget af Marrakech, vi besøger en privat berber-familie i bjergene, vi traver medinaen tynd, går på markeder, tager til kysten, spiser og fotograferer.

Du kan læse mere om workshoppen her:
http://riadofthestorks.com/madkursus_med_anne_og_ditte/



mandag den 14. august 2017

Mad i Magiske Marokko

Marokko er et af de mest spændende, velsmagende og fotogene steder jeg har været.

Derfor rejser Ditte Ingeman og jeg dertil og laver endnu en workshop, og du kan komme med.

Så hvis du interesserer dig for mad, foto og foodstyling, i selskab med andre foodies, så er det nu du skal slå til. Der er få pladser tilbage, på et virkelig stærkt hold, og så er der vist også næsten sol og varme garanti;)

Turen foregår fra 30/9- 7/10 og du kan læse mere om den her:http://riadofthestorks.com/madkursus_med_anne_og_ditte/







onsdag den 29. marts 2017

Vil du med til Marokko?

Så blev vores workshop i Marokko, fyldt med gode folk. Men pludselig valgt to af kursisterne, at flytte til oktober-holdet. Derfor er der opstået to pladser som kan blive dine, hvis du skynder dig. Du kan melde dig til her:http://riadofthestorks.com/madkursus_med_anne_og_ditte/

Ditte fra http://www.thefoodclub.dk/profil/ og jeg har længe gået og tumlet med idéen om, at lave en workshop sammen. En dag faldt der en Riad og en god kontakt ned i vores turban, og pludselig var det ikke længere en idé. I februar var vi af sted for at spise, researche, og nyde et land så vidunderligt, at det kom bag på os begge.

Marokko er farver, ny inspiration & velsmag

Jeg har altid fundet tanken om Marrakech og Marokko en lille smule magisk. Jeg har lagt øre til mangen snak, om scenerne fra Tusind og én nats eventyr, der stadig udspiller sig i det nordafrikanske land. Marrakech er præcis ligeså bedårende, smukt, kaotisk og inspirerende som jeg havde håbet på. 

Så går du med drømmen om, at rejse sikkert og sjovt rundt, i godt selskab med ligesindede? Så har du muligheden for at følges med os. Vi går i dybden med madlavning, foodstyling og foto. Både til dig der blogger, gerne vil skrive en bog, lave lækre billeder til de socialemedier, have ny inspiration, holde arbejdsferie, lave rejsereportager eller lignende. Men vi sørger også for, at der er fritid, vin og mad i solen, godt selskab, ro og aktion.

fredag den 24. februar 2017

Mad & Foto eventyr i Marokko -få pladser tilbage

Marrakech og Marokko er vitterligt alt det jeg havde drømt om. Varmt, venligt, vildt, velsmagende og vidunderligt.

Det er sikkert ikke gået forbi jeres næser, at Ditte Ingemann fra The foodclub http://www.thefoodclub.dk/magiske-marrakech/og jeg, afholder to workshops i Marokko i år. En i April/maj og en i Sept/okt. 

Læs mere her:
http://riadofthestorks.com/madkursus_med_anne_og_ditte/

Nogle lande skal bare opdages og opleves i godt selskab, sammen med andre. Sådan har jeg altid haft det med Marokko. Det har ligget der og luret på mig længe. Lokket med sin gastronomi, sine farver, dufte og besnærende eventyr.

Da jeg endelig tog mig sammen og kom dertil, var det alt det jeg havde håbet på, og mere til. Marokko er et sanse-bombardeamant af dufte, synsindtryk og gode smage. Det er et magisk og kaotisk land. Som taget ud af Tusind og én nats eventyr, eller Aladdin. 

I løbet af vores ugelange workshop besøger vi nogle af de bedste steder, og afslører deres hemmeligheder. 


Jeg tror aldrig tidligere jeg har været i et land eller en by, der er så fotogent som Marokko og Marrakech. I hver eneste gade er der motiver, der tigger om at blive foreviget. 

En krydderisælger der faldbyder sine varer, et æsel der er ved at få lastet sin vogn, og kører du lidt ud af Marrakech, så lokker Atlasbjergene med deres frodige skønhed.



Vi skal også lave Marokkansk mad. Og her lægger vi vægt på, at det både er velsmagende og fotogent. 

Det er nemlig skønt, at komme hjem, med nye opskrifter i kufferten, men også med en fornemmelse af, at kunne serverer maden, så den tager sig smukkest ud.

For hvordan styler man mad til fotos?Hvordan falder lyset bedst? Og hvilken vinkel er mest optimal, for hele udtrykket?

Det kigger vi nærmere på i vores skønne udekøkken, på taget af Riad'en.
På en dagstur ud af Marrakech, lægger vi vejen forbi et kvinde-cooperativ der producerer argan olie. Hvis vi er heldige er gederne kravlet op i argan-træerne, for at spise argan-nødderne i fred og ro.

Det er lidt en turist-trap, med de geder der. Men det ser vanvittigt morsomt ud, og hyrderne der holder øje med gederne, står pænt og venter på tips, når man er færdige med at fotograferer deres dyr.








Der bliver også tid til en tur til havet. Vi kører til havnebyen Essaouira som er noget mere fredelig end Marrakech. 

Her bliver der tid til at besøge medinaen, men vi går også på fotosafari i de små gader,og spiser os mætte i helt friskfangede fisk og skaldyr. 
Her vil være tid og mulighed for at fotograferer tilberedningen af maden, og for at sidde og dingle i solen med en god kop kaffe.

Jeg har talt med mange der forbinder Marokko med larmende byer og ørken. Det er der også. Men naturen er nogle steder så bjergtagende smuk, at man kan bliv helt stille. 

På vej mod en af berberlandsbyerne ved foden af Atlas-bjergene, mødes man af et landskab man både kunne ligge i Norge, New Zealand eller Japan.


På markedet i medinaen i Marrakech, kan man købe et væld af smukke ting og sager. De fleste af dem kan man regne ud hvad er, her er der fx både rosenknopper og hæklede bordskånere.

Men så engang imellem dukker der noget op, hvor man må spørge sig frem. 

De runde keramik-agregater er fx til at fjerne død hud fra fødderne med.
På besøg i en berberlandsby i bjergene, havde en hønemor stillet sig klar til foto op af en dør de fleste fotonørder vil have givet en formue for at få med hjem.

Den afskallede blå farve mod den rødlige nuance, er helt betagende smuk.

Hun blev heldigvis stående længe nok, til, at min telefon flyder over med fotos af den lille familie.
Marrakech er kendt som den røde by, da mange af husene har den mest bedårende rødlige farve. 

Husene er kalket på fineste vis, så når du kigger ud over byen eller går i gaderne, så giver farverne et varmt og hyggeligt skær.

Nogle kvinder går med håret tildækket af tørklæder, andre gør ikke. 

For os der kommer rejsende til landet, er der ingen påbud om hverken det ene eller andet. Men det er altid en god idé, at være nogenlunde tækkelig påklædt.
I selv de mindste, små rodede gader, 
kan du komme til en lukket dør, og når
du åbner den, så gemmer der sig et 
palads, en oase eller en vidunderlig
restaurant. 


Eller du kan komme til en dør i et palads, der er så smuk, at du til sidst har fotograferet døre nok til, at du kan udgive en hel fotobog med dem.
På vores tur til berberlandsbyen ved foden af Atlasbjergene skal vi besøge Omars forældre. 

Omar er bestyrer af den Riad hvor workshoppen bliver afholdt, og han slæber os glad og gerne med på familiebesøg i familiens nybyggede hus. Vi ser også det gamle hus, hvor Omar voksede op, med sine mange søskende, og hvor hans mor fødte alle sine børn.

Vi får serveret dejlig mad hos familien, og lærer lidt om Marokkansk mad og kultur.

Omars mor er 100 år gammel, og hans far er 103.
Hvordan pokker de holder sig så godt ved jeg ikke. Men Omar mener at den friske luft på landet, masser af hjemmedyrkede økologiske grøntsager og sol, kombineret med fravær af forurening, alkohol og cigaretter, kan have noget med det at gøre.

Det er to dejlige og gæstfrie mennesker, og vi glæder os til at besøge dem sammen med jer der skal med.
I havnebyen Essaouira er husene en helt anden farve end i Marrakech. Man er ikke i tvivl om, at man nu er rykket ud til kysten, hvor de blå farver er i spil. 

De mange fiskebåde ved kysten, har de fineste farver, og ligger smukt langs sandstensmurene i havnen.



Her i de små gader og gyder i Essaouira, går vi på foto-safari for at finde motiver der er helt anderledes end dem vi støder på, på resten af turen.

Nogen steder har man en fornemmelse af, at tingene er stillet op, for at det skal se smukt ud på billeder, men i virkeligheden er det nok bare livet der går sin gang.
Marokko er det rigtige sted at være, når den søde tand skal stilles helt tilfreds. 

De laver de sødeste kager med fyld af sesammasse, mandelsmums, pistacie og dadler. Og overhælder gerne hele molevitten med ekstra honning, bare hvis det nu ikke er sødt nok i forvejen. 
Spis kagerne sammen med myntete eller stærk kaffe, så kan du holde energiniveauet oppe, resten af dage....eller livet. 

De skønneste dadler, mandler og appelsiner er til de dage hvor ens blodsukker trænger til en pause.

En af de fineste butikker i medinaen, sælger oliven, saltede citroner og alverdens vidunderlige syltede sager. 

Det er også her man køber harissa i forskellige farver med forskellig smag, til de dage hvor man ikke selv giver at lave den.
Den måske smukkeste butik i hele Marokko, ligger i Marrakech. 

Det er her man kan købe skønne krydderier, den bedste Marokkanske Myntete, tørrede krydderurter, duftolier, spiseolier, henna og andet godt. Vi gik derfra duftende af orangeblomstolie, og med helt ufattelig mange skønne fotos.

Butikken ligger på et myldrende torv, fyldt med sælgere og andre butikker. Overfor kan du få fine tæpper og puder, og lige ved siden af, kan du besøge et super godt kaffested og en skøn restaurant, hvor der er servering på taget, med udsigt over byen.
Morgenstemning i gaderne i Marrakech.

Mit yndlingstidspunkt på dagen i Marokko, er ved 9.30-10 tiden om morgenen, hvor butikkerne i Medinaen begynder at åbne. Der er stadig lidt køligt. Solen falder ned i gaderne og giver det mest fantastiske lys. 

Sælgerne er føst så småt ved at vågne, så de er endnu ikke så sultne på, at lave en god handel. Nogle steder dufter der af røg og krydderier, andre steder bliver der bagt brød eller dybstegt dounuts-lignende boller, som smager forrygende dejligt, når de er helt friske.

Det var en lille smagsprøve på, hvad du kan opleve sammen med Ditte og mig i Marokko. Så er du træt af den danske vinter, og sulten på nye eventyr, så har du muligheden for nye oplevelser her.

søndag den 11. december 2016

Den bedste gravad laks

Mange har nok prøvet kræfter med selv at lave gravad laks. Men har du ikke? Så prøv denne opskrift. Den er nem, kræver stort set intet arbejde, og laksen smager ca. 1 million gange bedre, end det du kan købe i supermarkedet. Her kan du styre ingredienserne selv, ligesom du kan bestemme hvilken laks du vil have på bordet.

I en perfekt verden stiller du dig selvfølgelig ud i en flod sammen med de andre bjørne og kort tid efter smider du i en lykkerus friskfanget vildlaks på køkkenbordet. Du flår indvoldene ud, af-skæller og fileterer til den store guldmedalje.
I en mere realistisk version, lægger du vejen forbi fiskehandleren og køber noget opdræt der ser hæderligt ud. Med mindre fiskehandleren har vildlaks, så er det altså det du køber. Det er sundere både for laksen, miljøet og dig selv.

Hjemme gravad laks, lige før den ryger i køleskabet
I min optik er det bedste at købe en stor lakseside. Gerne end der ser lidt saftig ud. De små sider, med et lidt tørt udseende, giver en tør gravad laks, med en lidt mærkelig, flaget konsistens. Men det ved du mere om, når du har prøvet de forskellige typer. 
Er du novice, får du lige fiskehandleren til at nappe alle de ben ud der sidder i hele stykket, ellers gør du det selv med en pincet, når du kommer hjem.

En lakseside på 1- 1 1/2 kg skal have ca. 4-5 spsk. lys rørsukker blandet op med tilsvarende mængde flagesalt og tørret dild.  Altså 4-5 spsk. af hver af de 3 ingredienser. Mas det hele godt sammen, til det er ensartet i konsistensen, brug fingrene eller en spiseske.  Hak også lige en potte dild eller et bundt, groft eller fint.

Læg laksesiden med kødsiden opad, gerne på politisk ukorrekt sølvpapir eller i en dyb form og fordel blandingen henover, mas det gerne forsigtigt ind i laksen, også den friskhakkede dild. Pak laksen godt ind og stil den i køleskabet i ca. 24 timer. Den må gerne stå længere, men jeg syntes den smager bedst efter et døgn. 
Laksen væsker en del mens der står og trækker. Så husk at lægge den i en dyb form. 

Dit liv bliver meget nemmere, hvis du skærer laksen i skiver på én gang, Så slipper du også for at hive den ud og ind af køleskabet, og for alt for mange fingre på den hele tiden. Skær den, kom den i en boks eller hvordan du nu opbevarer din mad, så er den nem at tage af, og du er sikker på at få den spist.

Den kan snildt holde 5-6 dage og sikkert også mere, brug din næse og dine smagsløg her.

Klassisk gravad laks spiser man med rævesauce. Får du nok af det, så rør rævesaucen op med cremefraiche, så du har en lækker cremet, sød og sennepssmagende dressing. Det er et hit.

Du kan også rører lidt wasabi i den cremede udgave, eller friskrevet peberrod, så har du et nyt hit. 

Peberrod er iøvrigt skøn til laks, prøv også med en heftig gang peberrodsfløde, hvor du rører ublu mængder af peberrod ud i flødeskum, sammen med lidt flydende hponning, flagesalt og friskkværnet sort peber.

Spis ristet brød til, eller friskbagt. Brug også laksen som frokost eller middags ret, med fennikel eller sprød kålsalat til. 

Sæt i gang - og rigtig god fornøjelse;)









torsdag den 8. december 2016

Blandt hidsige gæs, krølgrise, landmænd & sørøvere

For et par uger siden havde jeg fornøjelsen af, at arrangerer en workshop for en masse skønne økologiske producenter fra Foreningen Biodania. 
Workshoppen blev afholdt hos Lone Landmand & Søren Sørøver på Brandbygegaard ved Odder.
Som en del af en dejlig dag, fik vi serveret kraftfuld suppe fra køkkenhaven sammen med Lone & Søren's hjemmebryggede øl, vin og æblemost. Vi fik rundtur på gården og snak om det at være selvforsynende.

Ungarsk Krølgris hos Lone Landmand & Søren Sørøver
Jeg tog derfra med ønsket om, at vide meget mere om Lone og Søren, deres valg og deres liv. 
Det er der kommet denne artikel ud af til Jyllands Posten:

http://jyllands-posten.dk/aarhus/erhverv/ECE9207156/blandt-kroellede-grise-hidsige-gaes-landmaend-og-soeroevere/

lørdag den 3. december 2016

Liv på bloggen -kom med ind bagved....

Nu hvor julen nærmer sig, er det som om der sænker sig lidt ro, over det lille røde hus i Åbyhøj. Der er bare noget ved december, der får freden til at sænke sig.
Her fra min stol, hvor jeg altid sidder og skriver, kan jeg se vintersolen stikke strålerne op, over husgavlerne overfor mig.
Det er som om den aldrig kommer helt op på himmelen. I stedet ligger den lige i synsranden og blænder en, når man går tur i den sprøde frost, eller kører gennem landskaberne.

Mit arbejdsliv er under forandring, på den gode måde. Jeg har fået flere jobs for skrevne medier, og det glæder mig helt ind i kernen. At skrive er noget af det jeg elsker aller mest.
Måske er det lidt lige som at lave mad. Man står med en smuk, skinnende lilla aubergine, og med kærlighed og kogekunst, får man tryllet den om, til en lækker ret.
Her sidder jeg bare med en hel masse bogstaver, som jeg sætter sammen og komponerer ord og sætninger af. De flyder ud af fingrene, ned i tasterne og op på skærmen.
Siden jeg var helt lille, har jeg gerne villet være forfatter, og jeg skrev til skrivebordsskuffen så snart jeg kunne holde på en blyant. Jeg kunne læse og skrive fra jeg var 5 år gammel, helt sikkert for at følge med de store  i familien, som var 3 år ældre.

Anne 5 år, på toppen af verden i Fjällbacka
I går var jeg igen på job for JP-Aarhus, og besøgte de skønneste mennesker på landet. Det kommer der en artikel ud af, som rammer avisen i løbet af ugen. Jeg venter med at løfte sløret alt for meget, sådan er det vist med journalistik, det må jo gerne være en overraskelse.

Alt det skriveri, har også givet mig lyst til at skrive mere på bloggen her, og når der så tilmed er nogen der skriver en kommentar, eller sender en hilsen herinde, så forstærker det jo bare lysten.

Det kommer nok aldrig til at være en blog hvor jeg poster en masse opskrifter og fotos af disse, der har jeg jo mine kogebøger. Jeg udgiver gennemsnitligt en bog om året, og de fleste af mine opskrifter ender i dem, eller i blade og magasiner.
Lige nu arbejder jeg på en bog for Politiken, vi lander på 250 solide opskrifter, og bogen rammer butikkerne i september.

Det er lang tid siden jeg har glædet mig så meget, til at stå med en ny bog i hånden. Men den har været længe undervejs, og med ny fotograf på banen, så bliver den noget helt nyt og særligt.

Nå...espressomaskinen kalder og jeg har en teenager der skal vækkes, så god weekend til jer, jeg håber den bringer ro og hyggelige stunder. Er der noget du gerne vil have jeg skriver om herinde? Så smid endelig en kommentar. Det er altid super hyggeligt.