onsdag den 20. september 2017

Super lækre Squashfritters

En af de opskrifter der væltede os dengang vi lavede Temalørdage fra USA, er denne her lækre lille sag. 

Squashfritters med bernaisesmør og kogte majskolber.





Jeg har revideret opskriften fra programmerne, så den er blevet endnu bedre, og så er den kommet med i min nyeste kogebog "Hverdag." Det er Winnie Methmann, der har taget det lækre foto.

Squashfritters er et mærkeligt navn, men jeg stødte på noget lignenede sidste år, da jeg rejste rundt i New Zealand, og besluttede mig for at det navn var fint og dækkende. Det lyder også lidt mere fancy-wancy end Squash-pandekager.
Lav rigeligt af dem, de er nemlig både skønne varme, lune og kolde. Lækre i madpakken, gode til morgenmad, ved bordet, på farten, ja alle steder.

Lige nu er det sæson for de sukkersøde og saftspændte majs, og jeg spiser dem så tit jeg kan komme i nærheden af dem.
Bernaisesmør er en lille frækkert, den er også god til grillede eller stegte grøntsager, til fisk, eller på toppen af den ondeste oksebøf.

Opskriften på hele moletjavsen kommer her. 
God fornøjelse:)


Squashfritters med bernaisesmør og kogte majskolber

 Til 4 personer 

1 stort løg

1 bundt blandede krydderurter, purløg, karse el.lign.

3 dl revet squash

3 æg

¾ dl mælk

¾ dl hvedemel, du kan også bruge "husk", pofibre el. groft mel

½ tsk stødt chipotle

ekstra jomfruolivenolie

flagesalt 

Bearnaisesmør

100 g smør

1 stort skalotteløg

3-4 spsk finthakket estragon

2-3 spsk bearnaiseessens 

Desuden:

4 majskolber

Evt. en god grøn salat  

Bernaisesmør:

Kom alle ingredienser til bernaisesmørret i foodprocessoren og kør dem godt sammen. Kom smørret i en skål og stil det koldt, til det skal bruges. 

Squashfritters:

Pil løget og hak det fint. Hak de blandede krydderurter. Riv squashen groft og bland den med løg og krydderurter i en skål. Slå æggene ud i en skål, pisk dem sammen med mælk, mel, salt og chipotle og vend det sammen med squashen. Steg blandingen som små pandekager på en pande i varm olie, til de er gyldne på begge sider. 

Majskolberne:

Pil bladene af majskolberne og kom dem i spilkogende vand. Kog dem i præcis 6 minutter. Alt andet er overgreb og vil blive straffet (med tørre majskerner). Majskernerne skal være så saftige, at de popper mellem tænderne. 

Server squashfritterne med kogte majskolber, bearnaisesmør og lidt grøn salat.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar