onsdag den 21. august 2013

Vind bogen: Annes Spisekammer

Tænkte på, at det måske var på tide at udlodde en bog. Annes Spisekammer udkom sidst i april, og har fået en kærlig modtagelse og fine ord med på vejen, hos de forskellige medier, dejligt.

Bogen handler om alle de gode ting du selv kan lave helt fra bunden. Så der er opskrifter på eksempelvis rygeost, rullepølse, remoulade, ristede løg, tykmælk, marmelader, brød, pesto, kryddersalt og mange andre ting.

Så hvis du går rundt med en lille selvforsyner i maven, så smid en kommentar her, om hvorfor lige netop du skal have bogen til at lande i din postkasse. Så vælger jeg den mest overbevisende, helt udemokratisk, og kvitterer med en bog.




Er du lige så passioneret omkring mad som jeg, er der flere spændende og forhåbentligt, lærerige arrangementer fra min hånd som du kan deltage i.

Går du med en Madskribent i maven, eller skriver du allerede om mad, men vil gerne have lidt mere inspiration?
Så har Anders Lange & jeg lavet et 3 dages kursus, som du kan læse mere om her: http://www.dmjx.dk/kurser-og-videreuddannelse/view/skriv-om-mad-fra-koekkenreportage-til-smagsdommeri

Rejsebureauet Viktors Farmor & jeg har også arrangeret 2 rejser til Sicilien i 2014, hvor vi kombinerer "mild" vandring med øens fantastiske gastronomi. Vi rejser i april og september, hvor vejret er skønt, men før og efter den værste hede. http://www.viktorsfarmor.dk/Default.aspx?id=289&mode=show&tourId=1548

Er du mere til det spanske køkken, så kan du også i 2014, tage med Granada Kulturrejser og mig til Andalusien i marts eller oktober, og dykke ned i de skønneste tapas. http://www.granada.dk/grupperejser/spanien/annemad-i-malaga,-20-243-2014/fakta.aspx

Katedralen i Malaga, vi skal bo lige om hjørnet.
Men der er lang tid til 2014. Så hvis du allerede er sulten nu, så syntes jeg du skal melde dig til vores forsmagsrute i Århus festuge. Vi går fra restaurant til restaurant d. 3.9. og smager på udvalgte små retter. Læs mere her:
https://www.facebook.com/pages/Slow-Food-Aarhus-Østjylland/123830261003929

Du kan også kigge forbi Food festivalen i Århus Festuge, hvor jeg om torsdagen er vært på Coop's kokkeskoler for børn hele dagen. Om lørdagen er dommer i en ostekonkurrence, og om søndagen laver Annemette Bach fra Frugtformidlingen og jeg, 2 børne workshops. Så kom frisk med dine unger, så tager vi os pænt af dem, og lærer dem at lave bålmad.
Læs mere her, hvor der også er mulighed for at tilmelde sig:
http://foodfestival.dk/ballademad/





tirsdag den 30. juli 2013

Syltning og Sommerferie

Jeg elsker at sylte, og sylter stortset alt hvad jeg kan komme i nærheden af. For 10 år siden bad Politikens forlag mig om, at skrive en bog om syltning. De føste år af bogens levetid hed den derfor Politikens bog om syltning, og for et par år siden udkom den så i en ny udgave med endnu flere opskrifter, under navnet Annes Syltebog. Nu har Politiken udskrevet DM i syltning og her kommer et link til mine gode sylteråd, før du for alvor går i gang.
http://politiken.dk/mad/madnyt/ECE2008434/inden-du-deltager-i-dm-i-syltning-se-anne-hjernoees-bedste-sylteraad/

Elsker rabarbersaft med vanilje, blandet med danskvand

Udover syltning har sommerferien budt på total afslapning. Vi har været nogle uger i Andalusien, både i Sevilla, Ronda, Malaga og så har vi nydt freden i det mest formidable hus i bjergene.



Sevilla er en formidabel smuk by, men afsindig varm om sommeren. Om aftenen ved 21.00 når vi gik ud for at spise, var der 40 grader. På flere barer og restauranter havde de sat vandforstøvere op, ligesom dem man finder i frugt og grøntafdelingen i store supermarkeder. Det virkede dejligt kølende, men også lidt absurd at sidde med en cocktail i hånden og blive vandforstøvet som en anden aubergine.

Turen gennem det spanske landskab er betagende smuk. De gyldne bjerge plettet med oliventræer og markerne med solsikker tager pusten fra mig hvert eneste år.



Og selv om jeg elsker det spanske forår, hvor alt er grønt og sprødt, så er jeg vild med sommeren hvor det hele er gyldent og varmt i farverne.



Hvor varmt der er afhænger meget af hvor i landet du befinder dig. Vi forlod Sevilla i 40-45 grader og kørte sydpå mod Ronda hvor temperaturen faldt til tålelige 27-28 grader, hvilket var skønt og nærmest køligt.




Når vi er i Andalusien runder vi altid ferien af med et par dage i Malaga. Mange bruger kun Malaga som "lufthavn", og det nyder vi godt af, for så er der ikke så sindsygt mange turister. Malaga er en fuldstændig vidunderlig by. Dens beliggenhed ved havet gør den smuk og luftig, og den gamle bydel er bedårende. Vi tuller som regel bare rundt og spiser god mad og drikker tung rødvin, går på markedet, og kigger på sjove fisk og grisetæer.



Og så går vi på Picassomuseet og tager en tur til Pedregalejo, hvor der ligger nogle formidabelt fine fiskerestauranter, hvor der kun kommer Spaniere, og der sidder vi og nyder det gode selskab og spiser fisk og skaldyr i alle afskygninger.




Her er fx. søtunge med tonsvis af friske hvidløg og persille.




Bittesmå blæksprutter vendt i mel, friteret og serveret med citron.



Små muslinger dampet i hvidvin, persille og hvidløg.



Javier griller fisk over åben ild på stranden.

Jeg bliver aldrig træt af Spanien, af maden, klimaet, naturen, menneskerne, stemningen, det er fantastisk.
Læs evt. mere her, hos Alt for damerne, der har lavet en fin artikel om mine ferier i både Skagen som barn og Spanien som voksen.
http://www.altfordamerne.dk/kultur/kendte/anne-hjernoe-sadan-er-min-sommerferie/?utm_source=Tirsdag_ALT_for_damerne_Regular&utm_medium=Email&utm_campaign=Nyhedsbrev

Nu begynder jeg så småt at starte med, at arbejde igen. Fordelen ved at være selvstændig, er jo at min chef, som jo er mig selv, er ret large med mine arbejdstider. Så jeg nyder solen og, at jeg kan arbejde hvor og hvornår det passer mig. Fed tjans.

August byder på en masse forskellige foredrag og workshops, blandt andet 2 af slagsen her:
http://www.struer.dk/webtop/site.aspx?p=13108&newsid=3839

Og det her:
http://www.krusmoelle.dk/images/smag-smil-gummistovler.pdf

Og så gentager vi successen med en smageworksop for Økologisk Landsforening d. 16. august. Læs mere om den forrige workshop her:
http://www.okologi.dk/nyheder-fra-oekologi-og-erhverv/2013/jul/27-13-stol-paa-dine-sanser.aspx

Så kig endelig forbi hvis I er i nærheden.

I starten af september afholder Annemette Bach fra Frugtformidlingen og jeg et par børne-bål-mads-workshop på Foodfestivalen i Århus Festuge, så smid ungerne hos os, så lærer vi dem at lave dejlig mad.


Og så er der selvfølgelig endnu en tur til Kappadokien, som jeg glæder mig meget til:
http://www.viktorsfarmor.dk/Default.aspx?id=259&mode=show&tourId=1283





Efteråret skal også bruges til at finde tid og ro til, at få hul på et nyt bogprojekt eller faktisk to af slagsen. Både et velsmagende projekt og et skønlitterært, så det kræver god tid og rolige omgivelser, måske det er her et forfatter refugium skal på banen. 

Jeg går også og sysler med tanken om at sende en serie med lødige, økologiske, velsmagende, sunde, lækre færdigretter på markedet. Færdigretter som man skal kunne købe i supermarkedet til de dage hvor man har travlt, og som man med god samvittighed kan servere for sin familie. Så efteråret skal også bruges på at afsøge markedet for nye samarbejdspartnere.

Kedeligt bliver det aldrig, og i skabet står billetter til en måneds ferie på Bali sammen med gode venner, når vinteren for alvor vender tilbage, livet er slet ikke så tosset. Mon ikke det også kan sætte gang i udviklingen af nye spændende og eksotiske opskrifter.

tirsdag den 25. juni 2013

Om Motorcykler og almindelig travlhed!


Nogle mennesker burde bare ikke have en blog. Jeg er helt klart en af dem, fordi jeg ganske enkelt har for travlt til at skrive på den. Maj og juni har været de travleste måneder ever, med udgivelse af Annes Spisekammer, 5 nye temalørdage til DR2 og en hulens masse foredrag og workshops. Lige nu knokler jeg på at få en lille kogebog klar, der udkommer med et "Dameblad" i uge 39. Fra midten af uge 27 er der dømt sommerferie i 4-5 uger, så der trækker jeg stikket og håber på at få tid til at skrive lidt herinde, og smide et par opskrifter i ny og næ. 




Jeg sælger i øvrigt også min MC, da jeg har for travlt til at køre på den, så smid mig en mail hvis, du kender nogen der kender nogen....
http://www.123mc.dk/yamaha-xvs-650-drag-star/mcid-69271s0



fredag den 26. april 2013

From Cappadocia with love.....

Så er jeg tilbage igen, efter en fuldstændig, forrygende, fin tur til Kappadokien med Rejsebureauet http://www.viktorsfarmor.dk/Default.aspx?ID=259&mode=show&tourId=1283. Jeg har i 9 dage haft fornøjelsen af, at rejse rundt med et lille udsøgt selskab, for at lære både dem og mig selv, noget mere om det tyrkiske køkken. 




Når man rejser med Viktors Farmor, så rejser man med folk der vil noget andet og mere end at ligge ved en pool og drikke øl. Det er rejsevante mennesker, der er højt til loftet og en umådelig interesse for andre landes kulturer.
(Vi gentager i øvrigt turen igen i september, og lur mig om ikke der er et par pladser ledige endnu.)


Vi har vandret igennem de smukkeste landskaber, besteget bjerge, besøgt bedårende, frodige dale og kravlet ind i bjerge udhulet af mennesker, der havde brug for et sted at bo og et sted at gemme sig for deres fjender.


Hver formiddag gik vi 3-4 timer og så de mest fantastiske landskaber. Nogle gange mindede de om Grand Canyon, andre gange så vi klippeformationer man ikke anede eksisterede. Disse døbte vi "Penis Avenue".




Vores rejse bød udover vandring, på besøg hos private familier, skønne restauranter og en tur i vores meget dejlige hotels køkken hvor vi satte kokken fra bestilling, og lavede vores egen tyrkiske mad. Det var til stor morskab for hele hotelpersonalet der filmede og tog billeder under hele seancen. Vi inviterede dem alle sammen på middag, og havde en fantastisk aften.


Hos alle de steder vi besøgte lavede vi mad og lærte nye spændende tyrkiske retter at kende, der blev rullet dolmere, formet manti og lavet testi kebab i en stor lerpotte..
Her bliver der lavet Börek,som er velsmagende fladbrød der fyldes,foldes og bages på en varm plade.




Börek kan man både fylde med feta og spinat, med mosede kartofler og tomat, eller man kan gøre dem mere dessert-agtige og fylde dem med ost og honning. Fælles for dem er, at de smager helt urimelig godt.


Vores hotel lå i en frodig have og var delvist hugget ud i klippesiden, så ingen værelser lignede hinanden og de lå forskudt over flere plateauer. Mit rum husede således både et skønt soveværelse med huleloft mens min lille stue havde almindeligt stenloft og vinduer med udsigt til en bedårende landsby, der kravlede op ad en bjergside.


Hver morgen kl. 5.00 blev vi vækket af sang og bønner fra minareten. Jeg havde helt glemt lyden, da jeg ikke har været i Tyrkiet siden jeg var 18 år gammel. Lyden var så høj, at man et kort øjeblik troede der stod en i værelset og sang, det er en meget eksotisk og fremmedartet lyd, som var dejlig at stifte bekendtskab med igen. En morgen stod jeg meget tidligt op, for lige at nå at arbejde et par timer inden de andre vågnede. Arbejdet blev nu ikke til så meget, for samtlige luftballonskaptajner i hele Kappadokien havde besluttet at flyve forbi mit vindue, og nogle af dem kom lige lovlig tæt på minareten.


På et af vores besøg hjemme hos en tyrkisk familie, stødte jeg på en bedstefar der gik tur med sit barnebarn.

De ville så gerne fotograferes og det kan man jo umuligt sige nej til når man møder to så smukke ansigter.


Hjemvendt fra turen nåede jeg lige at trække vejret et par timer inden scenariet skiftede fra Kappadokien til Den Gamle By i Århus. Her lavede jeg i samarbejde med http://www.paseofilm.dk/en temalørdag til DR2, og når man ser hvem min bedårende medvært er, kan man nok godt regne ud at det ikke har været vanvittig kedeligt...;-)

























fredag den 5. april 2013

Østers og andet godt

Der er lidt stille på bloggen i disse dage. 
Årsagen skal selvfølgelig findes under et bjerg af arbejde. Det er det samme hvert år på denne tid. Alting syntes at klumpe sig sammen her i april, maj og juni måned. Denne gang har jeg rodet mig ud i 5 temalørdage til DR2 som skal researches og optages samtidig med, at jeg har 2 rejser til Kappadokien og Spanien med http://www.viktorsfarmor.dk/Default.aspx?ID=259&mode=show&tourId=1282 og http://www.granada.dk/hoejskole.aspx


Yndlingsudsigt i Andalusien

Jeg har desuden sagt ja til et par foredrag & workshops i henholdsvis Ormslev, Kjellerup & Taastrup, og de ligger selvfølgelig lige klods op af vores optagelser, bare for at gøre det endnu mere besværligt for mig selv. 

D. 24. april afholder vi Generalforsamling i Slowfood Østjylland, hvor jeg er næstformand. Der er valg til bestyrelsen og dejlig middag bagefter og alle er velkomne til at møde op, I kan læse mere her: http://www.slowfoodaarhus.dk/

Heldigvis er alle opgaverne super sjove. Jeg glæder mig til at komme af sted på optagelser og møde skønne mennesker ude i det danske land, og det bliver fantastisk spændende at dykke ned i det tyrkiske køkken i Kappadokien og blive klogere på det.

Men inden jeg haster videre vil jeg lige huske jer på at købe Alt for damerne her i uge 14, hvor jeg har skrevet en artikel om madbloggeren "Newyorkerbyheart" det er en rigtig god reminder til os alle sammen om, at vi skal passe på os selv. 

Og så får I lige et par af mine yndlingsopskrifter på østers, de er fra min bog "AnneMad med mere", og da jeg har køleskabet fuld af østers til i aften, så har jeg lige fundet opskrifterne frem igen.

Østersfamilien


Østers Rockefeller
8 østers
En slat koldpresset jomfruolivenolie
En lille klat smør
1 skalotteløg
¼ fennikel
En håndfuld babyspinat
2-3 spsk. pernod
¾-1 dl piskefløde
2-3 spsk. rasp
Salt & Peber           
Varm olie og smør op i en gryde. Steg finthakket skalotteløg, finthakket fennikel og finthakket spinat igennem i fedtstoffet til løgene er glasklare og spinaten er blød og tilsæt derefter fløde og lad det koge lidt op. Fjern gryden fra blusset og tilsæt pernod, rasp, salt og peber. Lad blandingen stå og sætte sig lidt. Åbn østersene og løsn dem. Hæld det første saltvand fra og kom derefter 2 spsk. af spinatblandingen på hver østers. Stil østersene i ovnen under grillelementet til de er gyldne og sprøde og boblende. Lad dem køle en anelse af før du spiser dem.

Østers med friskrevet peberrod & tabasco
8 østers
1 stykke frisk peberrod
Tabasco
Åbn østerserne og løsn dem. Drys med friskrevet peberrod og dryp med tabasco og spis dem med det samme.

Østers med mango, citrongræs, chili, jordnødder, koriander og limesaft/skal
8 østers
Topping:
6 spsk. fintskåret mango
1 stængel meget finthakket citrongræs
½ finthakket rød chilifrugt
1-2 spsk. finthakkede ristede jordnødder
1-2 spsk. finthakket koriander
Fintrevet skal fra en økologisk lime, samt lidt frisk limesaft
Åbn østersene og løsn dem. Bland alle ingredienserne til toppingen sammen, og læg 1 spsk. på hver østers. Spis østersene med det samme.

Friterede østers med tatarsauce
8 østers
Dej:
1 dl hvedemel 2 spsk. groft durrummel
Danskvand
Fintrevet citronskal fra en økologisk citron
En håndfuld finthakkede krydderurter, fx bredbladet persille og citronmelisse
Et godt drys Maldon salt
Olie til at fritere østers i
Pisk ingredienserne til dejen sammen den skal være som en tyk pandekagedej. Åbn østersene, tag dem ud af skallen og dyp dem i dejen. Smid dem i den varme olie til de er gyldne og sprøde. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir og spis dem med tatarsauce, mens de stadig er lune.

Tatarsauce
1 dl. hjemmelavet mayonnaise
½ dl finthakkede syltede agurker
2 spsk. finthakkede kapers
1 meget finthakket løg
2-3 spsk. finthakkede krydderurter, fx bredbladet persille og citronmelisse
Bland alle ingredienserne til tatarsaucen sammen og spis den til de friterede østers.



mandag den 25. marts 2013

Drik cocktails og drøm om varmere vejr

Selv om det overhovedet ikke er sommer endnu, så kan man faktisk godt snyde lidt og fejre påsken med en flok smukke, velsmagende cocktails. Blæs højt og flot på sne og frost, inviter en flok venner til dejlig mad og fyld huset med god musik og en lind strøm af velmiksede drinks. 

Jeg elsker cocktails,og gerne den tropiske slags med masser af frugt,ingefær,



limeblade, lemongrass, rom eller champagne. De må gerne være stærke, søde og krydrede. En af fordelen ved også at være så glad for asiatisk og latinamerikansk mad som jeg er, er at maden fra lige præcis de to køkkener, smager allerbedst med cocktails til. Man ville meget sjældent svinge sig op til at drikke cocktails til fransk, italiensk, tyrkisk eller dansk mad. Flæskesteg og ingefærmargarita....I think not... 

Men til spændstige salater med mango, koriander, chili, limeblade og ingefær, serveret med rå-marineret tun med tapioka og japansk pære i kokosmælk, ja dertil passer cocktails fuldstændig fortryllende. 

Her kommer 3 af mine yndlings cocktails, som stammer fra min sidste bog "AnneMad med mere".

Brug dem til at glemme alt om det kolde danske vejr, luk øjnene og glæd dig til det snart bliver sommer, god fornøjelse.


Pink champagnecocktail med hindbær


Pink champagnecocktail med frysetørrede hindbær
Champagne, Cava eller Cremant
Frisk citronmelisse eller mynte til pynt
1 dl hele frysetørrede hindbær, eller 1 dl friske eller frosne optøede bær
2-3 spsk. lys rørsukker
3 dl lys rom
Kom frysetørrede hindbær og rørsukker i et glas eller en flaske. Hæld rom på og lad det trække et par dage. Kom en slat i et champagneglas, fyld op med cava, cremant eller champagne, pynt med frisk citronmelisse eller mynte.

Mangodaiquiri 


Mangodaiquiri med lime og limeblade
1 solmoden mangofrugt
2 håndfulde isklumper
Lys rom efter smag, ca. 3-4 cl pr glas
Sød med lidt lys rørsukker hvis mangoen ikke er 100% moden
Frisk saft fra 1 limefrugt
Pynt med limeblade
Blend friskskåret moden mango med isklumper til du har en lind og flydende drik. Kom rom i glassene og rør mangojuicen i. Smag til med lidt rørsukker og frisk limesaft. Pynt med limeblade. Du kan evt. også lade limebladene trække et par dage i rommen så du får en rom med fine smagsnoter fra limebladene. Er der mangojuice tilovers så gem den til morgenmad.


Champagnecocktail med passionsfrugt

Champagnecocktail med passionsfrugt
Champagne, Cava eller Cremant
Lys rom
Passionsfrugt
Friskskåret moden ananas
Lidt ahornsirup eller flydende honning
Kom ½ passionsfrugt, 1 spsk. fintskåret ananas og ½-1 tsk. ahornsirup i et champagneglas sammen med 1-2 cl. rom. Lad det stå og trække en halv times tid og fyld op med iskold cava, cremant eller champagne.